✅ Bredt forlig om budget 2027-2030
Venstre har sammen med Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti indgået budgetaftale for 2027-2030. Tretten af kommunalbestyrelsens femten mandater står bag.
Tak til de tre andre partier for et grundigt og konstruktivt forløb. Vi har forhandlet hårdt, men ordentligt - og alle fire partier kan se sig selv i resultatet.
Vi vil gerne fremhæve Socialistisk Folkeparti særskilt. Det kræver både mod og ansvarlighed at gå ind i et budgetsamarbejde med konstitueringsgruppen. Socialistisk Folkeparti har vist, at man reelt skaber resultater for borgerne ved forhandlingsbordet, ikke ved at stå udenfor. Det fortjener stor respekt.
💰 Økonomi
Midt i forhandlingerne blev vi orienteret om en fejl i kommunens pris- og lønfremskrivning. Vores råderum blev omkring 9 mio. kr. mindre i 2027 og 12 mio. kr. mindre i årene efter. Det ændrede billedet markant.
Men Dragør kommune kan håndtere det. Kommunen har en sund økonomi, og det er ikke kommet af sig selv. Gælden er nedbragt betydeligt gennem de seneste ti år, og i fem år har vi styret efter en økonomisk model, som virker: Budgetterne er overholdt hvert eneste år.
Det er værd at have med som baggrund, når man læser resultatet: Der er prioriteret stramt. Heldigvis har det ikke været nødvendigt at gennemføre besparelser på velfærdsområderne, og samtidig har det været muligt at afsætte midler på tværs af alle sektorer.
🧭 En kurs for de næste ti år
Det vigtigste i aftalen er ikke et enkelt beløb. Prognosen peger på 600-1.000 færre borgere i Dragør over det kommende årti, hvilket alt andet lige kan give et årligt underskud på 60-90 mio. kr. Derfor handler vi nu, mens vi har tid:
▪️ Fagudvalgene udarbejder pejlemærker frem mod marts 2027
▪️ Kommunalbestyrelsen vedtager en samlet tiårig indsatsplan i foråret 2027
▪️ Borgerne inddrages i to spor undervejs
▪️ Målet er en kommune i balance med mindst 14.600 borgere - gerne flere
▪️ Dragør skal fortsat være en selvstændig kommune
👶 Børn og unge
▪️ 675.000 kr. til pædagogisk forberedelsestid i dagtilbud
▪️ 475.000 kr. til de minimumsnormeringsmidler, regeringen ikke sendte med
▪️ 1,3 mio. kr. til modtagekøkkener i udvalgte daginstitutioner - en Venstre-mærkesag fra valgkampen
▪️ 0,5 mio. kr. til undervisningsmiljø og materialer i folkeskolen
▪️ 1 mio. kr. reserveret til et niende skolespor for årgang 2027 - og 1,5 mio. kr. årligt herefter, hvis den kommende skoleindskrivning viser et behov for dette
▪️ 1,5 mio. kr. til nye udearealer ved Krudthuset i UngDragør. Det var et ønske, Venstre bragte ind i forhandlingerne
👵 Ældre
▪️ 1 mio. kr. til kvalitetsudvikling i hjemmeplejen - med fokus på faglighed, stabilitet og pårørende
▪️ 200.000 kr. til nyt inventar på Wiedergården
🎻 Kultur, erhverv og turisme
▪️ 0,5 mio. kr. til Musik- og Kulturskolen med det formål at halvere ventelisterne. For Venstre handler det også om dannelse - at lære et instrument giver børn noget om fordybelse og fællesskab, som ingen læreplan kan erstatte
▪️ Fortsat styrket turismeindsats til gavn for byen, de erhvervsdrivende og vores museer
🌱 By, miljø og klima
▪️ 340.000 kr. til opnormering af det forpligtende samarbejde på miljøområdet
▪️ 150.000 kr. til klimahandlingsplanen og vores forpligtelser i Klimaalliancen
▪️ Solceller på de kommunale tage fra 2028
🤝 Frivillighed
▪️ Varige midler til en konsulent, der skal understøtte de frivillige indsatser i Dragør - i tråd med Borgersamlingens anbefaling
🔑 Venstres budskab
Vi tager ansvar for økonomien, investerer i børn og unge, styrker ældreplejen - og tør lægge en kurs for de næste ti år.
Vi tager ansvar for Dragør - både i dag og i fremtiden.
Hele budgetaftalen kan læses på Dragør Kommunes hjemmeside:
https://www.dragoer.dk/nyheder/2026/aftale-om-budget-2027-2030-indgaaet